Forskning i militærhistorie
Mange slægtsforskere tænker først og fremmest på lægdsruller og militære stambøger, når de skal undersøge deres forfædres militærhistorie. Det er også et godt sted at starte, men det er lidt ligesom med kirkebøger og folketællinger: Man kradser kun lidt i overfladen af slægtens historie.
Militære beretninger, dagbøger, rapporter mm.
Der står ikke nødvendigvis noget om din forfader i de militære beretninger, dagbøger og rapporter, der er bevaret fra de krige, som din forfader deltog i. Men hvis ikke din forfader var syg eller skadet, var han med, når hans enhed var i felten, og derfor er beretningerne om hans enhed guld værd for din slægtsforskning. Måske var din forfader vidne til adskillige dødsfald under krigen, og det vil utvivlsomt have sat spor i hans sind resten af livet. De oplysninger hører med til hans militærhistorie.
Krigsskader og sygdom
Din forfader blev måske skadet i løbet af sin tid som soldat, eller måske blev han syg. Smitsomme sygdomme spredes nemt blandt soldater, så hvis først én af kammeraterne fik maveonde eller noget værre, så fik andre det også. Arkivalier fra regimentet og fra lazaretter kan bringe mere viden om din forfaders skader eller sygdomsforløb.
Døde din forfader under en krig, blev han ikke nødvendigvis begravet i sin egen grav. Det er også muligt, at liget ikke er identificeret ved navn i kirkebogen. Hvis du læser i kirkebøger fra Dybbøl og omegn fra 1864, vil du se optegnelser om adskillige begravelser, hvor der blot står, at afdøde var en soldat. I sådanne tilfælde er det ofte nødvendigt at undersøge regimentets arkivalier for at få dokumentation for ens forfaders dødsfald. Netop sådan en problemstilling har jeg løst flere gange.
Find ud af om jeg kan hjælpe dig
Hvis du gerne vil have hjælp til at finde oplysninger om dine forfædres militærhistorie, kan du bestille en gratis, uforpligtende forundersøgelse fra mig. Det er en fordel, hvis du allerede i første besked sender mig alle de oplysninger, som du allerede har fundet selv og medsend gerne links, hvis kilderne er fundet på nettet. Så er det nemmere for mig at vurdere mine muligheder for at hjælpe dig videre med nye oplysninger om dine forfædres militærhistorie.