Den 14. december 2018 kapitulerer jeg for første gang i løbet af årets lægdsrulle julekalender. Viktor Skotte, født 1874 i Sandby på Lolland, er væk, men hans barnebarn har et billede af ham i uniform. Er der andre muligheder for at finde ham? Måske…
Jeg har ledt efter Viktor i en masse tilgangsruller på grundlag af alle de mange oplysninger, som jeg har fået af hans barnebarn. Desværre uden resultat. Jeg har skrevet i en fodnote nederst på siden, hvilke tilgangsruller jeg har kigget i.1
Viktors barnebarn har fået oplyst, at Viktor tjente ved 30. Bataljon. Når jeg slår 30. Bataljon op i Jørgen Greens bog Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver, får jeg oplysning om, at det var en infanteribataljon, der blev oprettet i 1867 som reservebataljon. Billedet øverst i indlægget viser det billede, som Viktor Skottes barnebarn har af Viktor. Der ses han med et gevær med knivbajonet på spidsen, og det var netop infanteriets våben.2
Sådan finder du en værnepligtig persons stambog
Med udgangspunkt i regimentets navn kan du finde den værnepligtiges stambog eller stamblad, og der vil der stå, hvilket lægd han hørte til, og hvilket år han blev indskrevet i lægdet. På den måde kan du bagefter finde den værnepligtige i lægdsrullerne, men det kræver, at du ved, hvilket regiment han tjente ved.
Viktor tjente efter sigende ved 30. Bataljon. En søgning på 30. Bataljon i Daisy giver flere resultater. De tre øverste er samme arkivskaber, og det er den du skal bruge. Klik ind på arkivserierne for arkivskaberen ”10. Regiment, 30. Reservebataljon,” så får du vist nedenstående liste. Læs eventuelt min vejledning til arkivdatabasen Daisy i gårsdagens indlæg, hvis du ikke allerede har gjort det.
De relevante arkivserier er stambøgerne og stambladene. For dette regiment skal da alle ses på Rigsarkivet, fordi de ikke er scannet. Stambøger og stamblade er ikke sorteret efter navn, så der er ikke andet for end at starte fra en ende af. Der er mange sider at kigge igennem i disse arkivserier, så derfor bruger jeg kun den her metode som en nødløsning, når den værnepligtige har gemt sig for godt i lægdsrullerne.
Nedenfor er vist et udsnit af en anden persons stamblad. Du kan se hele siden ved at klikke på billedet. Udsnittet er fra forsiden af stambladet og viser den værnepligtiges flytning fra lægd til lægd. På grundlag af dette, kan den værnepligtige findes i lægdsrullerne.
Det ærgrer mig grænseløst, at jeg ikke kan finde Viktor Skotte, og jeg håber, at Viktors barnebarn finder hans stamblad eller stambog. Hvis nogen tager udfordringen op og finder ham i lægdsrullen, så skriv endelig en kommentar nedenfor, så Viktors barnebarn kan få gavn af det.
Serie af blogindlæg om brug af lægdsruller
Dette blogindlæg er en del af en serie vejledninger i brug af lægdsruller. Gå til næste indlæg i serien: Lægdsruller: Var de mange indvandrere, der kom hertil i slutningen af 1800-tallet, værnepligtige i Danmark?
Kildehenvisninger:
- 2. Udskrivningskreds, Lægdsruller, år P/1891 til R/1893, Tilgangsrulle, lægd 33 [Roskilde Købstad]; lægd 64 [Landet Sogn del 1]; lægd 66 [Landet Sogn del 2]; lægd 150 [Sandby Sogn] ]; lægd 190 [Vålse Sogn] ]; lægd 237 [Maribo Landsogn] ]; lægd 275 [Utterslev Sogn] ]; lægd 277 [Horslunde Sogn] ]; lægd 281 [Nakskov Købstad]; digitale billeder, Sall Data (http://ao.salldata.dk : tilgået 12. december 2018). 1. Udskrivningskreds, Lægdsruller, år P/1891 til Æ/1901, Register til tilgangsrulle, lægd 1 [København, Staden]; lægd 2-4 [Frederiksberg, Hvidovre, Rødovre]; digitale billeder, Sall Data (http://ao.salldata.dk : tilgået 12. december 2018).
- Per Finsted, Dansk infanteris uniformer og oppakning gennem de sidste 200 år (https://www.chakoten.dk/dansk-infanteris-uniformer-oppakning-gennem-sidste-200-aar/ : tilgået 12. december 2018), side 6; pdf med afskrift af A. N. Hvidt, Dansk infanteris uniformer og oppakning gennem de sidste 200 år (Ukendt forlag: 1965).
- Billedet øverst i indlægget har jeg fået tilsendt af Viktor Skottes barnebarn, og jeg har fået tilladelse til at bruge det på min hjemmeside.