Sidste års julekalender om lægdsruller blev taget rigtig godt imod, så jeg har besluttet mig for at lave en julekalender igen i år. Emnet er Daisy, Rigsarkivets arkivdatabase. Den er et mareridt for mange, både nye og erfarne slægtsforskere. Databasen er skabt til arkivarer, og søgefunktionen er mildest talt ikke god, men hvis du vil se arkivalier på Rigsarkivet, så kommer du ikke udenom at søge i Daisy.
Søgning af arkivalier der findes online og offline
Rigsarkivet har en guldgrube af arkivalier, der ikke er digitaliseret endnu, og jeg har derfor besluttet mig for at gøre mit til, at flere slægtsforskere får mod på at finde arkivalier i Daisy. I løbet af dette års julekalender sætter jeg fokus på, hvordan man søger i Daisy, og også hvad Daisy kan bruges til, hvis man kun leder efter digitaliserede arkivalier.
Eksempler fra mange forskellige typer kilder
Er du øvet slægtsforsker, vil du sikkert synes, at jeg går meget langsomt frem i denne serie. Jeg tager med vilje små skridt, for at så mange Daisy-begyndere som muligt kan få noget ud af blogindlæggene. Udgangspunktet for julekalenderen er Daisy, men det bliver ikke ren teori. Jeg kommer med eksempler fra mange forskellige kilder, så måske kan mere erfarne slægtsforskere også lære lidt ved at følge med i julekalenderen.
Få svar på dine spørgsmål til Daisy
Ligesom sidste år er der mulighed for, at du som læser kan få hjælp til dit problem – i år skal det bare være et problem med Daisy. Har du et generelt spørgsmål til brug af Daisy? Eller er der noget bestemt, du ikke kan finde, som du mener bør være i Daisy? Så skriv spørgsmålet til mig ved brug af kommentarfeltet under blogindlægget. De første indlæg i julekalenderen handler om, de grundlæggende elementer ved søgning i Daisy, fx hvad en arkivskaber og en arkivserie er. Hvis du er i tvivl om det, så kan du måske vente nogle dage med at stille dit spørgsmål, men ellers skal du endelig spørge løs. Jeg besvarer så mange spørgsmål som muligt. Nogle svar kommer i kommentarerne, men er det mere omfattende skriver jeg et blogindlæg med svaret.
God december til jer alle!