🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse

Rigsarkivets arkivdatabase Daisy: Holmens arkivalier

Lene Dræby Kottal
Rigsarkivets arkivdatabase Daisy: Holmens arkivalier

En læsers tipoldefar, Hans Nielsen Nørager, tjente ombord på kanonchalup nr. 17 under 1. Slesvigske Krig i 1848-1850. Læseren har ledt forgæves efter Hans i sørullerne og kan heller ikke findes en stambog med ham. Kanonchalupperne var kanonbåde, der hørte til på Holmen. Matroserne på disse både var ikke nødvendigvis værnepligtige, men ofte hvervet personale, der indgik som en del af Holmens faste stok. Holmen førte egne lister over mandskabet i dets artillerikorps, såkaldte mandtalsbøger. For at finde bøgerne skal du søge i Daisy som vist nedenfor. Desværre er hele arkivserien ikke scannet endnu, så du skal muligvis en tur på arkivet for at finde ham.

Skærmbillede fra Rigsarkivets katalog Daisy, der viser arkivserien med mandtalsbøger fra arkivskaberen Orlogsværftet, også kaldet Holmens Skibsværft

Det kan være nødvendigt at finde flere oplysninger, før man kan finde de ønskede arkivalier i Daisy. Jeg kendte ikke noget til kanonchalupperne, før jeg fik dette spørgsmål. For at finde ud af mere søgte jeg flere informationer:

  • Jeg søgte efter ordet kanonchalup på Google og fandt frem til, at det var kanonbåde.
  • Jeg søgte efter ordet kanonchalup i Daisy og der kom en enkelt arkivserie frem fra arkivskaberen Chefen for Orlogsværftet, også kaldet Holmen.
  • Jeg slog ordet kanonchalup og kanonbåd op i Jørgen Greens bog Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver. De eneste to sider om kanonbåde var i kapitlet om Holmens faste stok. Jeg læste derefter relevante dele af kapitlet om Holmens faste stok for at finde frem til de rette arkivalier. Eftersom Hans Nielsen Nøragers far også var ansat på Holmen, kan du sikkert have stor gavn af at købe eller ønske dig netop denne bog.

Du bør også kunne finde Hans' far i mandtalsbøgerne, men bemærk at han var i matroskorpset og ikke artillerikorpset. Ovennævnte arkivserie er opdelt i forskellige korps/afdelinger, herunder også Holmens kontorpersonale. Det kan du se, hvis du klikker på knapperne "Vis indhold" eller "Læs arkivaliet".

Hans Nielsen Nørager ansøgte om hædersgaven i 1907, og deraf fremgår det, at han havde fået erindringsmedaljen for sin deltagelse i krigen 1848-1850. Det er derfor oplagt at forsøge at finde hans ansøgning om medaljen. Du kan søge efter ham i Rigsarkivets samlinger, fordi ansøgningerne er indekseret. Søg på hans navn og ordet erindringsmedalje. Det kan sagtens være, at han kun står som Nielsen og uden Nørager - du må forsøge dig frem.

Tak for spørgsmålet, og held og lykke med din søgning i mandtalsbøgerne!

 

Billedet øverst i indlægget viser en kanonchalup. Billedet er ikke beskyttet af ophavsret og må frit kopieres.